Den hvidkalkede og blytækte kirke består af romansk kor og skib med fire sengotiske tilføjelser: tårn for østenden af det oprindelige kor, sakristi ved tårnets nordside, vestforlængelse og våbenhus ved skibets sydside.

Den romanske bygning er opført af granitkvadre over en skråkantsokkel, der i nogle af hjørnerne har små hjørneblade. Skibets syddør blev udvidet i 1907. Dele af den oprindelige dør er bevaret, således dens tympanon, døroverliggeren, der har relief af Kristus i korsfæstelsesstilling; den er nu opsat over våbenhusets dør. Norddøren er tilmuret og delvis ødelagt. I skibet er der spor af tilmurede romanske vinduer.

Ældst af de sengotiske tilbygninger er antagelig våbenhuset, der ligesom de andre tilbygninger er opført af munkesten og genanvendte kvadersten.

Opgangen til tårnets mellemstokværk var oprindelig en fritrappe, der senere, vistnok i 1766, blev erstattet af en muret trappe. Tårnet har halvvalmede gavle i øst-vest.

I begyndelsen af 1500-tallet blev skibet forlænget et fag mod øst. Taggavlen er ommuret, og der er indsat initialer HIS og HK i 1741.

På det munkestensmurede alterbord i tårnets underrum står en renæssancetavle fra 1612 med et nadvermotiv. I sidefelterne er malerier med korsfæstelsen.

Alterkalken er gotisk fra 1450 og har et nyere bæger. De mindre barokstager er fra 1665, et sæt højere senbarokke stager er fra 1733. Den romanske døbefont er af granit, dåbsfadet er af kobber.

Prædikestolen, der er den ældste bevarede i Sønderjylland, er fra 1558. Den har lydhimmel fra 1618. Stoleværket er nygotisk fra 1871.

Den ene af klokkerne er støbt i 1547, den anden er en Genforeningsklokke fra 1920. En lille jernbeslået pengekiste er fra 1700-tallet. Orglet er fra Marcussen og Søn, 1871; det har 13 stemmer og er restaureret i 1972.