Anslået læsetid: 3 minutter
”Blækhuset” – et ca. 1950 nedrevet hus, beliggende i Nørregade. Mod nordøst og øst lå det i læ af Enkehuset, men fritliggende for de barske vestenstorme.
Begrundelsen for bortrivningen af dette morsomme lille hus var anlæggelsen af Birkevej – en begrundelse som i dag forekommer noget søgt, eftersom et nyt parcelhus indtog ”Blækhuset”s grundareal, og dog rummede dette hus mere historie end mange andre i byen. Navnet fik det efter tidligere tiders blækholdere med dets kvadratiske grundrids og skorstenen midt i. Her ville der kun være plads til at nævne nogle beboere, der fandt husly i tidens løb i ”Blækhuset”.
1797 byggede Else Chr. Hänschel, der var blevet enke efter vor bys første natvægter, huset – ca. 5 meter i kvadrat og indeholdende en stue godt 3×3 meter, et halvt så rummeligt soveværelse, et lille bitte køkken samt en forstue vel 1½ m i kvadrat med fordør, køkken- og stuedør.
1840 eller måske noget senere rummer huset en tidligere hotelbestyrer, der er blevet ”forvist” til Favervraagaard på grund af uheldig opførsel over for et par stuepiger; men da vejen til kirken senere blev ham for lang, ”benådedes” han med ”Blækhuset”.
1860 Flytter for et års tid pastor Chr. Wollesen Meyer ind i dette lille hus, en tragisk præsteskæbne. Han var sognepræst i Sønder Vilstrup ved Haderslev; men da han undslog sig i årene efter tre-årskrigen at underskrive en solidaritetserklæring til den danske regering, blev han afskediget, skønt hele menigheden i Sønder Vilstrup så op til ham og gik ind for, at han skulle blive.
1880 gør man en ende på den fallerede bogbinder Johan Wilh. Hofmanns evige stridigheder med en anden af beboerne i det hus, hvori han efter fallitten bor til leje, ved at flytte ham med kone og datter ned i det efterhånden så misrøgtede hus. Han bor der i fire år og udnævnes da til natvægter. Af et bevaret skrift i Ældsterådet for Brødremenigheden ses: at huset ikke bare er for lille, men at det tillige er fugtigt og fuld af huller. Som natvægter får han sig en bedre ”tjenestebolig”.
1885 eller lidt senere får lederen af Søsterhusets landbrug ”Blækhuset” som ”funktionærbolig”. Straarups børn er kommet til ”skelsår og alder”; men da han dør omkring første verdenskrig, ernærer enken sig ved den tids almindelige hjemmearbejde: forfødning af de hjemmestrikkede strømper og syning af drengebukser – mest af aflagt tøj.
Mutter Straarup (hendes navn er: Katrine Marie Straarup) levede til langt op i 1920-erne. Med disse mange år ændredes i folkemunde husets navn til ”Mutter Straarups hus”.
Trængte fingrene til at strækkes, gik Mutter Straarup selv i en meget høj alder ud i sin have og snakkede med sine blomster, og hun formåede at frembringe en sand blomsterpragt.
1930 Efter Mutter Straarups død blev huset overladt til en gammel snedker, Thomas Duus til værksted, og her stod den gamle håndværker besjælet af en egen skaberglæde og gned glans i antikke møbler. Udvendig fik ”Mutter Straarups hus” ingen oppudsning – stenene var begyndt at løsne sig i murværket på udsatte steder, dog skulle det nemt overleve den gamle håndværker. Skulle endnu en skæbne knyttes til det lille hus – og vel nok den mest kendte Christiansfelder, kunstmaleren Jeppe Madsen Olsen, som fik huset overladt lejefrit til atelier i resten af hans tid i byen.
1949 (årstallet er omtrentligt) havde det nu næsten 150 år gamle hus stået tomt i nogle år. Ingen gad skøtte om denne lille verden, og derfor forsvandt den, men i erindringen lever den hos dem, som kan huske den gamle og arbejdsprægede Mutter Straarup, den idyl hun med sine af tørveos og skråtobak mørknede, men aldrig hvilende hænder skabte af et lille stormhærget hus og en fattig stump jord.
PS! Der blev bygget et hus på grunden i begyndelse af 1950´erne. Bygherren var malermester Ole Madsen. Adresse Birkevej 1. Borgmester i samme periode var malermester Johan Madsen (far til Ole Madsen).