Gåtur Stepping

En gåtur i dit kvarter

 Stepping

 Turen af udarbejdet af sognepræst Kristian Sølvsten Grøn i samarbejde med Kolding Stadsarkiv..

 Rutebeskrivelse

Generelt om Stepping sogn

Stepping Sogn blev en del af Kolding Kommune ved den seneste kommunesammenlægning i 2007. Indtil da havde Stepping været en del af Christiansfeld kommune, der blev oprettet i 1970, og før det var Stepping en sognekommune.

Stepping landsby er anlagt som en typisk forteby ved siden af kirken (en forte var et græsningsareal beliggende inde i en landsby). I dag er forten blevet bebygget, men man kan stadigvæk ane rester af den næsten cirkulære vej, der gik omkring forten – som f.eks. på Jomfrugang og Buen.

 Inden Christiansfeld blev grundlagt i 1773, var Stepping centrum for Brødremenighedens arbejde i Jylland og på Fyn. Det skyldes at præsten i Stepping Jørgen Kastrup var meget positivt stemt overfor Brødremenighedens tanker og arbejde.  Arkæologiske undersøgelser foretaget af Haderslev Museum i slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 1990’erne fandt spor efter en omkring 2000 år gammel jernalderbebyggelse i området. Udgravningen lokaliserede flere huse, hvoraf det største anslås til at have haft en størrelse på op i mod 700 kvm. 

1. Stepping kirke

Stepping kirke ligger på en lav bakke midt i byen og hører til én af de ældste stenkirker i landet, fra omkring 1150. Tårnet vender mod øst, en sjældenhed, som kun er tilfældet for 5 andre kirker i Sønderjylland. De to midterste dele bestående af kor og skib er ældst og bygget af store og veltilhugne granitkvadre; men i gotisk tid – mellem 1300 og 1500 – fik kirken tårn, våbenhus, vestforlængelse og sakristi (på tårnets nordside). I samme tidsrum fik kirken større vinduer – først fladbuede og i 1871 spidsbuede.

 Kirkens stolthed er det ældgamle tympanon, som indtil 2007 sad over indgangsdøren til våbenhuset, men som nu er placeret over døren ind til kirken, dets oprindelige placering fra kirkens ældste tid til 1907. Tympanet, som er hugget i sten, er forsynet med en række kristne symboler bl.a. Guds øje, et græsk kors og Guds velsignende hånd (tre fingre). Men det mest bemærkelsesværdige er Jesus, som hænger – som på korset – med udstrakte arme, men korset er væk. Det fortæller os en hel del om synet på Jesus tilbage til den ældste kristendom i Danmark – sådan som vi også kan se det på Jellingstenen. På begge sten er det helt tydeligt, at det er Jesu sejr over død og grav, som er det centrale budskab og ikke hans lidelse og død – sådan som vi kan se det på det krucifiks, som nu hænger inde i kirken.

På nordsiden af kirken skimtes stadig den tilmurede kvindedør, som stammer fra den tid, hvor kvinderne under gudstjenesten opholdt sig mod nord og mændene mod syd i kirken, en tradition, som stadig bruges ved konfirmationer og undertiden også ved bryllupper.

Lige indenfor kirkedøren vil man straks lægge mærke til en lille kasse, en pengekiste, som stammer fra slutningen af 1700-tallet, og som stadig bruges ved indsamlinger i kirken. Og op til venstre ses det gamle orgel, som er bygget af Marcussen & Søn i 1871, det år, hvor kirken også fik nye stolestader. Og går vi lidt længere op i kirken, så ser man her til venstre et gammelt krucifiks, som er fra ca. 1250. Det hang indtil 1852 over korbuen, og var da forsynet med to sidefigurer: Maria, Jesu mor, og disciplen Johannes. Det nuværende krucifiks er fra 1852, det år, hvor den gamle præstegård blev bygget (se afsnit 3).

Inden vi går op i koret, skal vi lige kaste et blik på prædikestolen, som er fra 1558, den ældste i Sønderjylland. Og bliver vi stående ved prædikestolen og kikker ned til venstre, så ser man her en sten med et hammerlignende tegn, og selvom det ikke er sikkert, så tolkes den af mange som Thors hammer, et vidnesbyrd om danskernes hedenske fortid.

Døbefonden oppe i koret går helt tilbage til den tid, hvor kirken blev bygget og som dengang stod nede ved indgangsdøren. Til venstre i koret har vi navnene på alle de præster, som har været ansat i Stepping og Frørup siden omkring 1450. Den ældste i rækken er Nicolaus Dragy, der forærede kirken den alterkalk, som stadig bruges i dag. Det er et kostbart klenodie, som vi er meget stolte over, og som derfor også bliver låst inde i en boks i sakristiet, når den ikke bruges. Øverst i koret har vi alterbordet, der er muret i munkesten samtidig med tårnets opførelse, og over alterbordet ses den smukke altertavle, som kan dateres tilbage til 1612. I midterfeltet ser vi Jesus sammen med sine disciple skærtorsdag aften (det ældste billede), og under det et billede fra 1873, som fortæller historien om den barmhjertige samaritaner. Til højre er der et billede af den korsfæstede Jesus med Maria Magdalene knælende ved korset, og til venstre ligeledes den korsfæstede og en kvinde, hvis hjerte bliver sat i brand af Jesu blod. Vi ved ikke præcist, hvornår de to billeder er malet, men måske i tiden omkring 1730. Det mest interessante billede er det til venstre, som fortæller os en hel del om den pietistiske vækkelse og brødremenigheden, som netop i 1730’erne kom til Stepping (se afsnit 4).

 

Til sidst skal vi en tur op i tårnet ad de snævre trapper; for heroppe hænger der 2 klokker, hvor den ældste er fra 1547 og den yngste fra 1920, en såkaldt genforeningsklokke, som skulle erstatte en gammel klokke fra 1619, som under 1. verdenskrig blev kastet ned fra tårnet og omsmeltet til kanoner.  I våbenhuset ligger der en folder, som mere detaljeret fortæller om Stepping kirke og dens historie.

2. Mindesten på kirkegården

 

Efter afslutningen af 1. Verdenskrig rejste beboerne i Stepping Sogn et minde over de faldne fra sognet. Stenen er placeret på kirkegården ved Stepping Kirke og er tydeligt mærket af tidens tand. Navnene og stederne hvor de omkom kan fortsat anes på stenen. Langt de fleste faldt ved Vestfronten, men enkelte har også været ved Østfronten. Indtil Genforeningen 1920 hørte sognene omkring Christiansfeld under Tyskland, fordi området var blevet afstået til Preussen ved fredsafslutningen efter krigen 1864. Derfor faldt mange sønderjyder i 1. Verdenskrig, hvor Danmark var neutralt.

 

 Desuden er der en gravsten over Ivan Rudin, én af de russere, der i krigsfangenskab blev sat til at arbejde på de tyske gårde, også i Sønderjylland. Om  ham står der i kirkebogen for Stepping sogn: ”Ivan Rudin, russischer Kriegsgefangener, welcher bei einem Versuch über die Grenze nach Dänemark zu entfliehen, von den Posten erschossen wurde, gestorben in der Militärbaracke in Hoirup.“  Det skete ved den grænseovergang, som lå ved gården ”Grænseminde”, Stenskærvej 15, 6560 Sommersted. En ældre mand, som er vokset op på gården ”Grænseminde”, har fortalt, at Ivan lige nåede over på den anden side af åen, men selvom han nu var på dansk grund, så fik grænsevagterne alligevel ram på ham. Han blev slæbt tilbage til militærbarakken, hvor han senere døde af sine skudsår. Grænseovergangen ved ”Grænseminde” var meget benyttet, og flere brugte høloftet på gården, indtil de i ly af mørket kunne snige sig over åen, der løb nede bag ved gården. På kirkegården lige ved indgangsdøren findes en gravsten over Jens Iversen Bryld og Cathrine Bryld, født Petersen. De var medlem af Brødremenigheden, og Jens er født den 19. september 1780 i Seggelund og døde i Bjerndrup den 13. november 1847. Cathrine er født den 24. januar 1788 i Store Vi sogn ved Flensborg. Jens og Cathrine blev gift den 13. oktober 1815 og bosatte sig i Hjerndrup. Da Jens døde, flyttede Cathrine på et tidspunkt til Herrhut i Sachsen, og Herrnhut var stedet, hvor brødremenigheden blev grundlagt i 1727, og her døde hun den 19. maj 1872, men blev begravet ved siden af sin mand på Stepping kirkegård.

 3. Den tidligere præstegård – Langforte 9

Den tidligere præstegård er et særdeles smukt og harmonisk anlæg, hvor sidelængen er ældst – fra 1600-tallet. Under den herrnhutiske vækkelse (se afsnit 4) blev der bygget til præstegården, og der blev her indrettet en bolig for de emissæere (rejsepræster), som i flere år opholdt sig i Stepping sammen med hustru og børn. Storstuen i den gamle præstegård blev en tid brugt både til møder og til skole for drenge og piger. Det nuværende stuehus er bygget i 1852 af Laurits Christian Hagen, der var præst i Stepping og Frørup fra 1850 – 1867. Det var præstebolig indtil 1974, hvor der blev opført en ny bolig på den anden side af vejen – Langforte 8.

 4. Stepping præstegård og søstrehuset Jomfrugang 3 – herrnhutisk center  

Fra omkring 1730 – 1770 var Stepping præstegård knudepunkt for en religiøs vækkelse, en vækkelse, som ikke bare bredte sig til mange egne af Jylland og Fyn, men som også bevirkede, at Christiansfeld blev grundlagt som en brødremenighedsby i 1773.

Her er den korte version af den historie, som førte frem til etableringen af Christiansfeld. I 1731 kom greve Nicolaus Ludwig von Zinzendorf rejsende fra Sachsen i Tyskland, hvor han på sit gods, Bertelsdorf, havde grundlagt en brødremenighed i 1727. Han kom til København, fordi han var blevet inviteret med til kong Christian VI’s kroning. Zinzendorf var en halvfætter til dronning Sofie Magdalene, og Zinzendorf benyttede naturligvis lejligheden til at reklamere lidt for brødremenigheden ikke bare for kongen og dronningen, men også for de embedsmænd, som i samarbejde med kongen var sat til at styre landet.

Kongen og dronningen var i forvejen påvirket af den pietistiske vækkelse, og i Stepping og Frørup blev der ansat en pietistisk præst i 1724, Claus Schumacher. Den pietistiske bevægelse begyndte i Tyskland omkring 1670 og bredte sig få år senere til Sønderjylland og København. Den pietistiske bevægelse lagde meget vægt på de indre følelser. Den sande tro – sagde de – hører til i hjertet hos det enkelte menneske og ikke i forstanden.

Pietisterne gik naturligvis i kirke, men de samledes også rundt omkring i hjemmene til opbyggelige møder med bibellæsning, salmesang og bøn. De lavede også skoler for fattige børn, hjem for forældreløse børn, hospitaler og sørgede for, at der blev trykt bibler og bøger om kristendom.

Claus Schumacher var som sagt påvirket af den pietistiske bevægelse, og det mærkedes rundt omkring i de to sogne. Han kunne være en meget streng præst – ikke bare i kirken, men også når han underviste. Det fortælles, at folk blev så påvirket af hans pietistiske forkyndelse, at de undertiden faldt på knæ ude på marken og bad Gud om tilgivelse for alle deres synder.

Men i 1735 skete der noget i Stepping præstegård; for det år fik Claus Schumacher besøg af Gert Hansen, som kom nede fra Herrnhut i Sachsen, nede fra den brødremenighed, som Zinzendorf havde grundlagt i 1727. Brødremenigheden var påvirket af den pietistiske bevægelse og lagde også meget vægt på, at man skal leve som kristen ikke bare ved at gå i kirke, deltage i møder med bøn og bibellæsning, men også ved at vise næstekærlighed.

Den pietistiske kristendom kunne være meget streng, men hos Brødremenigheden var det glæden, som var det centrale – glæden over alt det, som Jesus har gjort for os med sit liv, sin død og sin opstandelse. Det fik Gert Hansen overbevist Claus Schumacher om, og fra den dag blev hans prædikener helt anderledes. Han havde før været en streng præst og fortalt om Guds dom over os mennesker, men hans prædikener blev nu milde og fulde af kærlighed.

Claus Schumacher døde i 1738, og så skulle man en finde en ny præst til de to sogne. Det blev Jørgen Kastrup, som var lærer på Latinskolen i Kolding. Jørgen Kastrup var påvirket af Brødremenigheden, og det betød, at Stepping præstegård nu blev et knudepunkt for Brødremenighedens virksomhed ikke bare i Jylland, men også på Fyn.

Omkring 1740 blev der bygget til præstegården, hvor der blev lavet en bolig til rejsepræsterne og indrettet mødesal og senere en latinskole for både piger og drenge af troende forældre. Men pladsen var trang til de mange aktiviteter, som foregik i præstegården på Kastrups tid, og derfor fandt man meget hurtigt et hus ude byen, hvor pigerne kunne blive undervist. Og i 1745 byggede man et hus lige op af kirkegården til de ugifte søstre. Det ligger på Jomfrugang 3 og blev kaldt for ”søstrehuset”. (på billedet ”søstrehuset” fra 1745, som blev udvidet i 1809)

Kun ganske kort tid efter, at Jørgen Kastrup blev præst i Stepping og Frørup, blev der oprettet et ”Brødre-societet” efter forbillede nede fra Herrnhut. Et ”Brødre-societet” er et organiseret samfund af troende med en såkaldt kor-inddeling: En for gifte mænd, en for gifte kvinder, en for ugifte mænd og en for ugifte kvinder. Samtidig blev der valgt 5 mænd fra de to sogne med præsten i spidsen, som skulle lede de mange aktiviteter. Og der foregik virkelig meget; hver aften blev der holdt andagt i præstegården for husets beboere, og hver søndag eftermiddag blev der holdt møde for både mænd og kvinder. Til søndagsmøderne kunne der undertiden komme op til 100 fra begge sogne.

Det rygtedes meget hurtigt, hvad der foregik i Stepping præstegård. Til de store højtider kom folk ofte rejsende langvejs fra for at være med til møderne. Mange af dem måtte finde et sted, hvor de kunne sove, og derfor måtte hele præstegården tages i brug – også alle kroge og hjørner på loftet.

I Stepping kirke er der et alterbillede, som er det synlige spor af brødremenighedens virke i Stepping. Vi ser her en kvinde, hvis hjerte er sat i brand af Jesus blod – et billede på den kærlighed, som strømmer ind i menneskers hjerter fra Jesus. Og under billedet står der: ”Vi elske, fordi han elskede os først”.  

5. Thyge Thygesens slægtsgård – Nørre Alle 16

 Da Stepping mellem 1864 og 1920 hørte til Tyskland måtte mange af mændene i sognet under 1. Verdenskrig tjene som soldater i den tyske hær, mens Danmark forholdt sig neutral. Mange dansksindede ville ikke kæmpe på tysk side og flygtede eller deserterede over grænsen til bl.a. Kolding. Den dengang 22 år gamle Thyge Thygesen frygtede for tyske repressalier mod sin familie og slægtsgården på Nørre Alle 16, som havde været hans families siden 1784, hvis han undslog sig militærtjeneste. Han valgte derfor at tjene som tysk soldat.  Den unge soldat skrev under krigen hyppigt hjem til familien i Stepping og førte derudover en dagbog. Hans oldebarn Jonas Schultz Thygesen har i 2008 i samarbejde med Martin Bo Nørregård samlet Thyges krigsdagsbøger og feltbreve i bogen ”Kun legetøj i deres hænder – Thyge Thygesens krigsdagbog og feltpostbreve til Stepping 1914-1918”, hvori den unge Thyge giver udtryk for sine oplevelser og frustrationer under krigen. Bogen er udgivet af Forlaget Gammelting.  Efter at være blevet trænet i Rendsborg blev han stationeret ved Vestfronten i foråret 1915, ved floden Aisne. Han kæmpede i både slaget ved Verdun i 1916 og slaget ved Somme samme år, to af de største slag i verdenshistorien med tilsammen over 600.000 omkomne og 1,3 million sårede. Under Somme-slaget blev Thyge den 29. september begravet levende af et stort granatnedslag og erklæret død af de tyske myndigheder, af hans danske krigskammerat Marius Iversen og i de hjemlige sønderjyske aviser. Thyge overlevede på mirakuløs vis. Da postmester Andresen i Stepping modtog skriftlig besked om Thyges overlevelse, løb han hele vejen igennem Stepping med brevet til soldatens forældre på Nørre Alle 16, alt imens han råbte ”Thyge lever, Thyge lever!”

Thyge var blevet slemt såret i hovedet og tilbragte nogle måneder på et militærhospital. Derefter tjente han resten af sin krigstid som henholdsvis fangevogter og hestepasser, og han nåede at starte på maskingeværuddannelsen, inden han den 9. juli 1918 blev hjemsendt af sundhedsmæssige årsager. Ved sin hjemkomst fortsatte Thyge sin tilværelse, hvor han havde sluppet den i 1914. Efter Genforeningen i 1920 blev Thyge og hans familie danske statsborgere. I 1922 giftede han sig med Kjestine Lorentzen, med hvem han fik tre sønner, og overtog samme år slægtsgården. Over årene blev han bl.a. formand for Stepping Mejeri, medlem af Stepping Sogneråd og var medlem af tilsynsrådet for Sparekassen Christiansfeld.  Han snakkede ikke om sine oplevelser under krigen, undtagen lige før udbruddet af den næste verdenskrig. Her fortalte han sine sønner, hvad han havde oplevet under den første krig, da de ”skulle vide hvad krig var.” Thyge selv overlevede ganske vist 1. Verdenskrig, men sårene fra Somme-slaget kom han sig aldrig rigtig over. I 1943 måtte han igennem en hjerneoperation, og femten år senere måtte han igen opereres for Somme-slagets eftervirkninger. Den sidste gang klarede han den ikke. Thyge Thygesen døde den 10. august, 1958, 66 år gammel.

Omkring 35.000 mand fra det tyske Sønderjylland deltog i krigen, heraf mange dansksindede. Mere end 5100 vendte aldrig hjem. På Stepping Kirkegård står i dag et mindesmærke over 19 unge Stepping-mænd i tysk tjeneste, som ikke overlevede krigen (se nr. 2).

 Thyge og hans krigskammerater, 1915.

Thyge Thygesens gravsten på Stepping kirkegård.

6. Nørre Alle 25

På Nørre Alle 25 ligger gården ”Egegård”, en gård, hvis historie kan føres helt tilbage til omkring 1600. Det er en gammel slægtsgård, som før i tiden tilhørte familien Niemann, men i dag ejes den af Lene Juhl og Klavs Knudsen. Gården brændte ned til grunden lige efter 1930, og der blev på samme sted opført nye bygninger. For år tilbage var der også et aftægtshus, som hørte til gården – sådan som det var tilfældet for mange gårde rundt omkring i landet.

7. Stepping Skole

Den første skole i Stepping var en latinskole for sønner af troende forældre, som blev oprettet af pastor Jørgen Kastrup i præstegården. I 1760 blev der ansat endnu en præst i Stepping og Frørup, som bl.a. skulle tage sig af denne side af præstegerningen. Et sted ude i byen blev der oprettet en lignende skole for piger.

Men den første almindelige skole i Stepping blev bygget i 1775, som i 1831 blev afløst af den såkaldte degneskole, hvis bygninger endnu kan ses på Jomfrugang 9. I 1870 flyttedes skolen op på Søndre Alle 7 – dér hvor mekanikerværkstedet nu ligger. Der var to andre skoler i Stepping sogn, nemlig i Bjerndrup og Højrup, og i Frørup sogn blev der opført skole ved kirken tilbage i 1754.

Den 4. april 1959 blev ”Stepping Fælleskole” indviet og de andre skoler nedlagt. Fælleskolen i Stepping er nu også nedlagt og i 2011 afløst af en friskole, som bygger på Grundtvigs og Kolds skoletanker.

 

En skolelærers skæbne

 Nis Peter Andersen var førstelærer på Stepping skole fra 1873-1885. I 1864 mistede Danmark Sønderjylland, herunder Stepping, til Preussen og det havde konsekvenser for danskere i området. Nis Peter var af de preussiske myndigheder blevet stemplet som værende dansksindet, men ikke mere end at han alligevel havde afgivet tjeneste-eden til den preussiske kejser. Tyskerne lod Andersen vide, at de stolede på ham, men også at der blev holdt øje med ham.

Andersen var heller ikke ude på at gøre sig uvenner med preusserne. Da nogle elever på et tidspunkt stillede et lille dannebrogsflag på hans skrivebord,  meldte han straks affæren til skolechefen og de lokale myndigheder. Han skulle ikke have noget i klemme.

I 1884 flyttede hans datter til Danmark og meget snart efter blev der rejst en tjenestesag mod Andersen. Hans datter havde åbenbart omgivet sig med lidt for dansk-nationale elementer i Danmark. Nu blev flere gamle sager mod Andersen hevet frem, heriblandt flagsagen fra skolen. Derudover blev Andersen bl.a. anklaget for at have udbragt en skål for en dansk officer under et middagsselskab i 1882. Den slags kunne preusserne ikke tolerere. Andersen blev kendt skyldig i pligtforsømmelse og derefter afskediget uden pension. Han så sig nødsaget til at flytte til Danmark og flyttede til Kolding.

 

8. Stepping Andelsmejeri, ”Norden”

Stepping Mejeri blev bygget som et andelsmejeri i 1887 og fik navnet ”Norden”. Det var ejeren af Anderupgård, Ivar Hansen, som tog initiativet, og meget hurtigt fik han andre bønder til at slutte op om ideen.  I 1887 var der 500 køer i nærområdet, som leverede mælk til mejeriet, og i 1914 var det tal steget til 650 køer (et billedet af mejeriet – sådan som det så ud 1890’erne)

Den første mejeribestyrer var Peter Petersen Mølkjær, og han nåede at fejre sit 50 års jubilæum som mejeribestyrer i 1937. Han var en fremragende leder af mejeriet og foregangsmand på området. Han var også en ivrig forkæmper for danskheden. Peter Mølkjær fik kongens fortjenstmedalje i sølv i 1937, men døde kun to år efter. Hans gravsten kan stadig ses på Stepping kirkegård (se billede).  Efter Mølkjær blev Sejer Buchhave Hansen ansat som den anden og sidste mejeribestyrer, idet mejeriet blev nedlagt i 1964. Sejer Buchhave var også en dygtig leder af mejeriet og er specielt kendt for sin osteproduktion, som han fik stor anerkendelse for. Ved mejeriets 75 års jubilæum fik han både et fint diplom og 2 guldmedaljer for sin fine produktion af både ost og smør, noget, som også blev fremhævet både ved udstillinger i Århus og København.

En kendt skikkelse på mejeriet var også Aksel Sørensen, som arbejdede her fra 1910 – 1937, og i de 27 år var der kun en enkelt dag, hvor han ikke var på arbejde, nemlig den dag, hvor han skulle på session.Et mejeri var i gamle dage et samlingspunkt ligesom den lokale brugs og købmandsforretning. Tidligt om morgenen kom der mælkevogne fra Bjerndrup, Kolstrup, Anderup og Højrup. De større gårde sendte deres egne vogne, og så blev der udvekslet nyheder og måske også lidt sladder. (På billedet er det mejerist Aksel Sørensen og nedenunder Sine og Peter Mølkjær, fra 50 års jubilæet i 1937)

 

9-10. Fattiggården på Mølbrovej 20 (ligger uden for kortet)

I ca. 1859 blev der i Stepping Sogn oprettet en fattiggård på Mølbrovej 20 – bygget i 2 etager. Den var beregnet til 49 personer, og fattiggården modtog fattige fra flere sogne uden for Stepping. Til fattiggårdens drift hørte 6 ha jord, 4 køer, 2 svin og nogle får.  I 1883 blev taget dækket med skifer og der indrettedes sygeværelser. Der var da 7 mænd, 7 kvinder, 11 drenge og 4 piger på fattiggården. Økonomien på stedet havde et budget på 500 mark, og for de penge blev der givet kost og logi. I årene 1884-85 var der 44 beboere, men dette tal var faldet drastisk i 1900 til kun 8 personer. I 1905 besluttedes det at nedlægge fattiggården og fattigforbundet og lade sognene Sommersted, Bjerning, Hjerndrup og Frørup sørge for deres egne fattige. I depressionsåret 1929 blev fattiggården dog genoprettet under private former og fungerede frem til omkring 1940. Efter at have haft mange forskellige ejere efter krigen brændte bygningen ned til grunden i 2001. Den er nu ved at blive opført i næsten samme skikkelse af en privatperson, et byggeri, som har trukket ud i flere år.   

 

Fattiggården, som den så ud o. 1930.

Der er lukket for kommentarer.